image description

Cargo Dynasty - en uddannelse, der spiller

Transportbranchen er i rivende udvikling og har brug for unge talenter. Måske er det dig?
Prøv Danmarkshistoriens største fedeste undervisningsspil og få en forsmag på, hvad der kræves.

Projekter

Danmarkshistoriens største undervisningsspil

Byg dit eget virtuelle vognmandsfirma og lær samtidig teorien til en fed uddannelse i transportbranchen

Cargo Dynasty er navnet på Danmarks største og dyreste computerspil til uddannelsesbrug.

Allerede fra efteråret 2013 overtager Cargo Dynasty en meget stor del af den teoretiske undervisning på landets transportuddannelser.

Transportens Udviklingsfond har taget initiativet til spillet, og TUR Forlag har stået for udviklingen. Cargo Dynasty står gratis til rådighed for Erhvervsuddannelsescentrene og Folkeskolen.

Der er tale om et web-baseret computerspil, der er i familie med den verdensomspændende succes Sim City, forstået på den måde, at eleverne skal starte fra 0 og i et ekstremt virkelighedsnært univers opbygge en rentabel vognmandsforretning med alt hvad der til hører. Køre-hviletids bestemmelser skal overholdes, lagerlogistikken skal være i orden, varer skal leveres til tiden, og personalet skal efteruddannes.

Det har kostet to år og syv millioner kroner at udvikle Cargo Dynasty, og resultaterne matcher indsatsen. Spillet har været afprøvet med stor succes både på transportelever og på folkeskoleelever, og tilbagemeldingerne er positive. Eleverne synes simpelthen, at Cargo Dynasty er sjovt at spille.

Ved præsentationen på Transport-messen i Herning i april 2013 besøgte daværende transportminister Henrik Dam Kristensen Transportens Udviklingsfonds stand med Cargo Dynasty, som ved den lejlighed blev spillet live på messen af seks efterskoleelever.

- Det er et fremragende initiativ. Det er et spil, der i den grad er designet til at forberede eleverne på de krav, som findes i erhvervslivet. Og at de så oven i købet synes det er sjovt, gør jo bare at det sætter sig fast, sagde Henrik Dam Kristensen.
  

Meningen med at bruge to år og syv millioner kroner på at udvikle Danmarks formentlig bedste undervisningsspil er helt enkel: Det skal lokke flere elever til at søge ind på transportuddannelserne i fremtiden.

-  Gennemsnitsalderen for en ansat i transportbranchen er tæt på 50 år, og det betyder, at vi får brug for flere hænder i de kommende år. Det gælder både chauffører, lagerarbejdere og administrativt personale, konstaterer Magnus Købke, der er projektchef i Transportens Udviklingsfond.

Derfor er indsatsen for at udbrede kendskabet og brugen af Cargo Dynasty også langt fra forbi. Godt nok har transportuddannelserne for længst bidt på idéen om at bruge spillet i undervisningen, men Transportens Udviklingsfonds ambition er, at også folkeskoleelever landet over skal spille Cargo Dynasty og ad den vej ikke blot få fornøjelse af et godt spil, men forhåbentlig også mod på en fremtid i transportbranchen.